Planteverdenen er helt usædvanlig. Af de 1700 vilde planter er ca. 470 endemiske, hvilket vil sige, at de kun vokser her. Man finder Canarisk laurbærskov, store fyrreskove, søjlevortemælk, figenkaktus for slet ikke at forglemme det berømte drageblodstræ, hvor det ældste siges at være mere end 3000 år gammelt.
Man lægger også mærke til julestjerner, der vokser som træer, alléer af gummitræer og den i Danmark kendte stueplante Hawaiiblomst. Vi har på vej til Guimar fundet et Paradistræ i fuld blomst, med masser af små hvide blomster, det var i december måned. Gennem byen Fasnia mod Barranco de Herques, hvor man ligesom kører over på den anden bjergside. På venstre hånd kører man forbi et "parcelhus" med en dejlig have med dejlige blomster. Ud mod kørebanen vokser 2 paradistræer i fuld blomst - et flot syn.
Du kan også finde en del julestjerner, både røde og hvide.
Nordtenerife er mere frodigt. Kører man fra f.eks. nordpå via Teide, ned ad bjergene gennem La Orotava dalen til Puerto de la Cruz, fornemmer straks et andet klima. I fyrreskovene hænger mos mange steder i grenene holdt i live af fugten i luften.
På grund af højdeforskellen er der generelt meget stor forskel på vegetationen. Vegetationen deles op i zoner, der karakteriseres af forskellige planter. Vegetationen veksler mellem laurbærskoven i 1500 meters højde, fyrreskoven i ca. 1900 meters højde og den sparsomme vegetation i de alpine højder, men med en stor mængde endemiske planter.
Drageblodstræet har fået sit navn på grund af den røde harpiks, der findes i dette træ. Harpiksen blev tidligere solgt som lægemiddel og farvestof. Køberne troede, at harpiksen stammede fra blod. Harpiksen er bl.a. anvendt til spritlak til violiner, som dermed fik en smuk rødlig farve. Den er desuden blevet anvendt til farvning af div. materialer samt til tandpulver. Drageblodstræet kan blive meget gammelt. Det ældste i Icod mener man er ca. 3000 år gammelt.
På Tenerife er der rigelig at se på for den botanisk interesserede.